Drejebaserede strategispil som det legendariske Heroes of Might and Magic 3 kan lide at suge os ind i en vanedannende spiral. Vil vi falde af vognen med Songs of Conquest?
Boybands fra retorikken, farvestrålende dukker til voksne, invasion af AOL-cd’er: halvfemserne var en skræmmende æra! Men for os pc-spillere skete der også mange gode ting dengang.
Det historiske højdepunkt er naturligvis grundlæggelsen af GlobalESportNews, men mange turbaserede strategiserier serier startede også i halvfemserne. Civilization, Battle Isle, Jagged Alliance, Panzer General – og selvfølgelig Heroes of Might and Magic.
Sidstnævnte er også højt værdsat af det svenske udviklerteam Lavapotion: deres Songs of Conquest er primært baseret på gode gamle Heroes 3, som mange fans anser for at være den bedste del af serien. Og fordi vi også synes det, kastede vi os ud i scenarierne for de to første kampagner til testen, allerede inden Early Access-lanceringen.
Table des matières
Avanceret opskrift på succes
Hvis du aldrig har spillet et Heroes-spil før, skal du lige prøve at skamme dig, og så vil vi kort opsummere det genialt enkle gameplay. For det er næsten en-til-en for Songs of Conquest: Du befinder dig i en fantasiverden fuld af monstre, artefakter, befæstede byer, ressourcer, miner og endnu flere monstre – og ind imellem marcherer AI-heltene med deres hære.
Fra det første klik er der altid noget at samle op, kæmpe og erobre. Vi er glade for hver en bunke guld (« Cool, rekruttere nye tropper! Eller vil du hellere udvide nabobyen til en metropol? Eller lægge noget til side? »). Vi jagter udenlandske helte på tværs af et 2,5D-verdenskort (mere om grafik om lidt). Vi opgraderer vores helte, udstyrer dem med genstande og rekrutterer tropper med (nogle få) særlige evner.
Dertil kommer, og det er noget, som Songs of Conquest er forud for sit forbillede, at vi kan lave forskning, f.eks. forbedre individuelle troppetyper flere gange – armbrøstskytter har f.eks. en højere rækkevidde. Eller vi kan presse det økonomiske system til at indsamle flere ressourcer.
Ligesom sin forgængerserie slipper Songs of Conquest os aldrig. Fordi der næsten altid er noget at lave, en stærk artefakt venter to bjerge væk, en fjendtlig hær vil gerne opfanges, det næste niveau venter på dig. Kun når kortet er næsten helt ryddet, er der af og til et par runder med tomgang, fordi vi f.eks. skal samle flere hære for at dræbe den sidste fjendtlige helt.
I modsætning til Heroes 3 eller Disciples: Liberation, Songs of Conquest har (endnu) ikke teleport-besværgelser eller portaler. Men vi kan opstille en samlingspunktbygning i en by og rekruttere tropper fra allierede byer direkte der.
Fra landsby til storby
Apropos byer: De findes i flere størrelser i Song of Conquest, fra bosættelser til storbyer. En stor attraktion i spillet er den smarte udvidelse af disse byer, fordi deres maksimale størrelse ofte er forudbestemt, og bygningsarealet er begrænset.
Du bygger direkte på verdenskortet: Afhængigt af bosættelsens størrelse er der faste byggegrunde i små, mellemstore og store størrelser. En lille grund kan f.eks. rumme et savværk, en bondehytte for at få flere guldindtægter eller et værtshus for troubadourer. Mellemstore grunde er nødvendige til f.eks. barakker eller en markedsplads, og de store grunde er nødvendige til akademiet eller til den indkaldelsescirkel, hvor du rekrutterer de stærke legionærer til nærkamp.
W
På grund af begrænsningerne er du nødt til at tænke nøje over, hvor du lægger hvad: I frontlinjebyer er mindst en kaserne og et samlingspunkt ideelle, måske tårne for flere forsvarere. I baglandet kan du bygge flere ressource- og forskningsbygninger. Og har vi nævnt, at mange bygninger kan opgraderes? F.eks. et vagttårn med en ballista, der kan skyde på angribere.
Crack point battles
Når to hære støder sammen, skifter Songs of Conquest til en separat sekskantet slagmark på en meget genre-klassisk måde. Hvor « klassisk » er en fin måde at sige det på, for senest her går den overdrevne pixelgrafik på nerverne.
Det er stadig ganske fint på verdenskortet, fordi det skaber en lodret 3D-effekt, når du zoomer ind – men du zoomer sjældent ind der, og 3D-looket kommer kun til sin ret med høje objekter. I spillet og i bevægelse ser det bedre ud end på vores screenshots, men ikke så godt som i den snedigt redigerede trailer:
Men tilbage til kampene. Her forbliver den respektive helt ædelt i baggrunden, og du griber kun ind med hans trylleformularer. Derudover påvirker heltens aktuelle egenskaber (f.eks. nærkamp, afstandsstyrke og forsvar) tropperne på slagmarken.
Nogle af dem har til gengæld særlige egenskaber: Armbrøstsækkere gør meget stor skade på afstand, men skal derefter genlade i en runde. På den anden side kan de bruge en færdighed til at slå skarpe pæle ned i jorden – det har ofte reddet os fra bitre nærkampstab.
Der er nogle få slagmarkenheder som terrænforhøjninger eller tårne, men kampene i EA-versionen er stadig for det meste ensformige: Hær A til venstre, hær B til højre, i midten er det en slam dunk.
Det er kun byangrebet, der er lidt mere varieret på grund af de førnævnte tårne. Der er ingen sammenligning med de udfordrende, ofte asymmetriske slagmarker i King’s Bounty 2!
Hvad kommer der ellers ind?
Den nuværende version omfatter to kampagner og tolv kort (solo mod AI eller multiplayer for op til seks spillere), hvilket er nok til en eller to dusin hyggelige aftener. Begge kampagner er varierede, nogle gange spiller du på et kort med flere byer, der skifter ejer fra tid til anden, andre gange kæmper du dig gennem monsterinficerede skove med en enlig helt og er glad for hver eneste troppe, der slutter sig til dig.
Begivenheder og dialoger finder sted direkte på kortet, f.eks. når en fjendtlig kriger løber over til dig… Åh, nu afslørede vi næsten, at en fjendtlig kriger løber over til dig. Nej, det er ikke en spoiler, for skiftet af side var så forudsigeligt …
EA-versionen kørte stabilt i testen, kun én gang hang spillet op. Fjendens turnetider er rimeligt korte, men efter en kamp tager det et par sekunder at evaluere dem.
I stedet ønsker udviklerne at lytte til spillernes feedback og gennemføre deres ønsker. Okay, lad os gøre det: Vi vil gerne have flere Wow! enheder, for i øjeblikket savner vi højdepunkter som de tårnhøje titaner eller de sorte drager fra Heroes 3.
De fire fraktioner spiller også stadig ret ens – Necromancers i Heroes 3 var f.eks. en helt anden kaliber end de udøde fra Songs of Conquest takket være deres genopstandelsesfærdigheder. En tilfældig kortgenerator ville også være fantastisk! Og kan vi måske tale om pixelgrafikken igen?
Redaktionel konklusion
Har du nogensinde hørt det tekniske udtryk « Crowbar Pixelart »? Nej? Det er ikke så underligt, for « crowbar pixelart » er noget, jeg lige har opfundet. Fordi jeg er bare træt af det: Der er tilsyneladende en hemmelig lov blandt udviklere om, at et spil automatisk skal have pixel art, hvis det er baseret på en klassiker. Jeg har virkelig ikke noget imod pixelgrafik, og i turbaseret strategi lægger jeg alligevel ikke vægt på grafikken først. Men i Songs of Conquest er looket bare helt overdrevet. På verdenskortet er det stadig okay, men især på slagmarkerne gør de grimme, urolige animerede pixelbøller mig næsten fysisk ondt. Jeg har spillet Free2Play- og tablettitler, som ser meget bedre ud! Selvfølgelig var Heroes-serien heller aldrig en teknisk milepæl, men den var meget flottere i sammenligning.
Så det måtte ud, nok med at rase. For der er også meget at rose: Songs of Conquest har den beroligende effekt af « Bare en runde mere! », for i horisonten er der altid den næste by, en vildfaren artefakt, den hårdt tiltrængte lund til shimmerstof (en af de fem råmaterialer). Udvidelsen af mine byer er også motiverende, selv om der stadig mangler smukke byskærme her. Songs of Conquest har helt klart lagt fundamentet for et godt turbaseret strategispil, nu skal der bygges ordentligt videre på det indtil den planlagte udgivelse i første halvdel af 2023.
